Så er 14 dage gået på Møn. Moster, Jr. og jeg har fået slappet af, spist, drukket, holdt stor fødselsdagsfest for den aldrende søster, spillet stangtennis og alt det der sommerhusjazz, man nu engang gør. Der er blevet lavet oceaner af mad, såsom porchetta, løgkompot, flere slags is, grød, brød på grillen osv. osv. ,og mine fingre har kriblet for at skrive om det, men det kære, gamle hus på Møn ligger i en lettere netudfordret lomme, hvor man simpelthen ikke havde tålmodighed eller nerver til at finde forbindelse længe nok. I løbet af de næste par dage vil det derfor komme væltende herfra, og jeg starter i den lette ende med den grød og is, der blev lavet af nogle virkeligt smukke, røde stikkelsbær, som vi fandt ved selvsamme vejbod, der sidste gang bød på ribs. Man ser næsten aldrig røde stikkelsbær, og jeg er såmænd lige så stor fan af de fint lysegrønne, men de her var da ikke til at modstå.
Igen var prisen en, mildest talt, overkommelig tier, og den kedsommelig nipning af bærrene blev lagt i afkommets hænder, hvorefter jeg lavede en helt simpel grød af bærrene med lidt sukker og vanille. Dagen efter kom resterne i ismaskinen, i selskab med vanille flødeskum, og blev først (når man ikke kan vente) til en fool/semifreddo, dvs. kun halvt frossen, hvilket var sådan vi altid fik det af min mor som børn, og efter et stykke tid til en reel is. Det krævede absolut intet arbejde, og smagte sursødt, sommerligt og helt fantastisk. Grøden kan også sagtens laves med grønne stikkelsbær.
1 kilo stikkelsbær
2 dl. vand
300-400 gram sukker efter smag
1 flækket stang vanille
1 spsk. kartoffelmel eller maizena
Bærrene nippes og skylles. Hældes i en tykbundet gryde med vand, vanille og sukker og simrer for lav varme til helt mørt og let udkogt, mellem en halv og en hel time. Stikkelsbær er jo virkeligt sure, men ikke altid på samme måde, så man skal lige smage den til og evt. søde mere undervejs. Gryden tages af varmen, og grøden jævnes med kartoffelmelet, der er blevet opløst i et par skefulde koldt vand.
Den skal nydes udendørs og med en god sjat fløde på.
Der var omkring 4 deciliter grød tilbage dagen efter, hvilket jeg matchede med ligeså meget piskefløde, der blev pisket til en let skum med en knivspids vanillekorn. Det fik så omkring tyve minutter i en ismaskine for at nå ovenstående, fløjlsbløde konsistens, og omkring det dobbelte for at stivne helt. Hvis man laver det i en form i fryseren, skal man bare piske/røre i det hvert tiende minut og regne med i hvert fald det dobbelte i tid.
Der følger snarest flere madhistorier fra det yndige Møn. Mirabelle træet, der lavede præcis samme nummer sidste år, og altså tydeligvis ikke kan lide mig, tøvede lidt med at modne helt, så årets produktion af mirabelleprojekter må desværre vente lidt.
Udvalget er varieret, men med en klar forkærlighed for- og inspiration af den allestedsnærværende Johan Bülow’s lakridsvariationer. Mad, desserter osv. kan selvfølgelig tages med hjem, men kan også nydes i det lille, lyse lokale eller i gårdhaven. I fryseren finder man Hansen is og man kan desuden skylle det hele ned med kaffe, økologisk saft og det gode ølsortiment af bl.a. Hancock og Den sorte Enke fra Refsvindinge.
