Det er jo meningen man skal holde hvad man lover. Det bruger jeg i hvert fald megen energi på at lære mit afkom, så jeg burde nok selv spænde hjelmen lidt. Havde lovet at bringe en opskrift på citrusmarmelade i søndags, men måtte i stedet gribe til panodil og et absolut fravær af opgaver, da jeg aftenen før havde været til fødselsdag med helt fantastisk italiensk mad og vin i rigelige mængder.
Førend jeg kommer til marmeladen, vil jeg lige runde et emne, der kom op til denne fødselsdag. I de få minutter, hvor vi ikke havde munden fuld af mad, kom vi til at tale om mødregrupper, og de erfaringer vi havde gjort os hver især, der i det store hele handlede om et forventningspres helt ude af proportioner med den situation man stod i. At man sad der, nyfattig på rent tøj og selvtillid, træt på et hidtil uopdaget plan, og derfor med et spinkelt håb om at man netop her kunne udgyde giftigheder om det der barn, der havde vendt op og ned på det hele, uden man egentlig var blevet spurgt. I stedet lod man sig langsomt opstille i et kapløb om helsebringende melsorter fra middelalderen, baby-yoga og vigtigheden af at universalarvingen kan kravle inden næste torsdag ved middagstid, så man ikke skal gå rundt og være mor til en total underachiever med en dyster fremtid i sigte.
Alting spiseligt laves derudover selvfølgelig af den nybagte moder selv, hvilket er løgn og latin, da ingen mor kan overleve uden et par glas købe-mos i baghånden, men angsten for at fejle det store babyprojekt, at sande at man faktisk overhovedet ikke er omstillingsparat, gør mangen en løgnerske af rigtig gode mødre, og det er da noget værre pjat.
Så derfor; denne blog, dens sparsomme indhold og ideer, bliver kun til fordi jeg personligt holder af det, ikke fordi man “bør” bage, konservere og braisere for at få sit moder-emblem. Jeg har altid slappet af i køkkenet, og guderne skal vide man har brug for et helle, men det er selvsagt på bekostning af noget andet. Der bliver først vasket tøj, når både mor og barn sidder kolde, bare og stirrende på de tomme skuffer. Ingen planter overlever i vores stuer og jeg har stadig ikke fået lavet de der scrapbøger med billeder af junior og tilhørende, kække anekdoter, men sådan er det, og det overlever vi nok. Det er ligeså meget et sted, hvor jeg har kontrol, på en mere håndgribelig måde end når man skal holde ham fra forurening, bandeord og dårligt selskab. Jeg vælger hvad der spises, om der er sukker i, om det smager af noget, og om han kan være med og lære noget samtidig med at vi hygger os. Det er en lettelse at have kontrol over det domæne, da så meget andet ofte flyder, men jo ikke noget jeg kolerisk praktiserer fra morgen til aften. Så meget tid har ingen mennesker, men sålænge man hygger sig med det og vil have en indflydelse på kræsenhed og ernæring skal man gøre det, og ellers er supermarkederne fulde af fine alternativer.
Nåmen tilbage marmeladen. Nedenstående opskrift gør dig altså ikke populær hos ungerne, da det er en ret voksent smagende sag, der er mere bitter end de fleste børn synes om, men jeg har det rigtig fint med at have min egen marmelade, som junior ikke udrydder på to sekunder.
Det er en videreudvikling af den engelske Seville appelsinmarmelade vi alle er vokset op med, og som jeg i hvert fald ikke var særlig stor fan af. Senere i livet opdager man jo så alle citrusfrugternes mange fortrin, og denne marmelade blander både appelsiner, lime og citroner, hvilket jeg synes er meget elegant og knap så ensidigt bittert, fordi man får anstrøg af lemon curd og søde appelsiner oveni det skarpe. Det er perfekt til ost og på en scone om eftermiddagen eller på et stykke rugbrød om morgenen. Til slut skal det også lige siges at netop det her med marmelade er fedt, fordi det ligner- og smager af en hel masse, men effektivt ikke kræver mere end et kvarters arbejde, og så bliver der tilmed nok til at man kan forære det væk, hvilket altid gør lykke.
Citrusmarmelade
300 g. øko appelsiner
300 g. øko lime
300 g. øko citroner
4 dl. vand
1/2 vanillestang
ca 1 kg. sukker + melatin eller 1 kg. syltesukker
1 spsk. friskrevet ingefær
atamon
Skallen rives af alle frugterne (nemmest med et juliennejern, da man så får fine strimler i marmeladen) og smides i en gryde, det hvide skæres væk og frugten skæres i små tern, der også kommes i gryden. Vand og vanillestang hældes ved og det småkoger under låg i ca 25 minutter. Sukker og ingefær tilføjes og koger med i endnu 5 minutter. Gryden tages af varmen, skidtet skummes væk og marmeladen hældes på atamonskyllede glas. Man kan også, for holdbarhedens skyld, tilsætte en teskefuld atamon til marmeladen, man skal bare huske at vente til den er kølet et par grader, da atamonen ellers mister sin virkning.
Det er jo helt vanvittig nemt, og giver altså marmelade til virkelig mange eftermiddage. Man kan så justere citron/appelsin/lime forholdet efter smag, og udelade vanillen, hvis den skal være mere til ost. Når vi nærmer os sommeren, tager min søster og jeg mod sommerhuset på Møn, hvor bl.a. det årlige mirabelle projekt løber af stablen, så der kommer der atter marmelade opskrifter. 
Related posts:
Tilbage til gerningsstedet. Atter blev poserne fyldt, denne gang primært med de røde mirabeller, men jeg satte junior til at sortere de gule fra, hvilket er lige ham. Han er i forvejen trænet til at sortere hvidt fra kulørt, når der skal vaskes, og den slags talenter skal han da ikke gå og brænde inde med. Den første marmelade var jo meget sød og ligetil, men jeg ville gerne lave en lidt mere voksen version, så denne gang har jeg skruet ned for sukkeret og tilsat rosmarin, vanille samt citron/limesaft til sidst, så man får mere af syren med. Det var et forsøg på at gøre den mere egnet til ost og den slags, og det lykkedes meget godt. Her et par timer efter kan jeg så erfare at junior spiser det på emmenthaler til dessert, så jeg får den næppe i fred. 
