Eet af de oftest tilbagevendende mad-temaer i vores lille hjem er “simremad”. Der er noget befriende og “snyd på den fede måde” agtigt over at smide en masse ting i en gryde, lave noget andet i tre timer, for så at kunne løfte sløret for mørt kød, fyldig smag, sødme og almen lækkerhed, uden at have foretaget sig det store. Min massakremakker, aka. Victor på 5 1/2, går som regel igang med at skære grøntsager i moderigtigt skæve stykker, mens jeg snitter kød osv. Der kræves ingen særlig finesse, og dermed sniger man sig også udenom uflatterende detaljehysteri, der tager al hyggen ud af ungens deltagelse.
Simremad laves jo primært af ureelle kødstykker, der ikke kun glimrer ved stor smag, men også ved lille pris, så der vinder alle.
Idag stod menuen på kalvebryst (38,- kiloet (med ben) hos den lokale halalslagter), og jeg besluttede mig for at eksperimentere lidt, hvilket altid er sjovt. Efter flere positive oplevelser med diverse svinestykker i cider, havde jeg en ide om at min fars hjemmebryggede hyldeblomstsaft, med sin let jordede, komplekse smag, sammen med rustikke krydderurter, ville klæde, og ikke mindst karamellisere, kalvekødet. Det slap jeg egentlig meget godt fra, tilmed med kun omkring tyve minutters aktiv madlavning, og retten bliver derfor mit første forsøg på et reelt indlæg i denne blog. Det er ikke just tøse-yndig mad, men det smager dælme godt!
Bær over med eventuelle startvanskeligheder og lidet kunstneriske billeder. Jeg skal nok komme efter det.
Hyldeblomst-braiseret kalvebryst
1 lille kilo kalvebryst med ben (benene skal fjernes til sidst, men giver meget smag)
2 løg
2 gulerødder
2 pastinakker
6 fed hvidløg
1/2 saltet citron (skal og saft af en halv, frisk citron kan også bruges)
Et par kviste timian og rosmarin
1 lille bundt persille
1 laurbærblad
6-8 rosa peberkorn
6-8 korianderfrø
2 dl. koncentreret hyldeblomstsaft (gerne en ordentlig, aromatisk een, der ikke er for sød.)
1 dl. hvidvin (kan erstattes af vand)
1 dl. vand
Kødet snittes let, gnides med salt, peber og lidt olie og smides i ovnen i et rummeligt fad til bruning på 230 C i ca 25 minutter. I mellemtiden hygger man sig så med at skære al resten i grove stykker. Efter bruningen skrues ovnen ned til 170 C, hvorefter de skårne grøntsager, krydderier, hyldeblomstsaft og væske blandes med kødet og dækkes med folie. Der kan det så hygge sig i cirka 2 timer, og den dedikerede kok kan slæbe sig mod komfuret og vende rundt i det et par gange, hvis der er energi til det. Når der er ca en halv time tilbage, fjernes folien, væsken hældes i en lille gryde og kødet lægges øverst i fadet, så der dannes lidt mere af det der lækre, sprøde, karamelliserede kræs.
Væsken koges let ind og smages til med salt, peber og evt lidt mere hyldeblomstsaft. Kødet tages op, saucen blandes med grøntsagerne, drysses med persille og hele balladen serveres med små, kogte kartofler eller kartoffelmos.



