Konfekt – Hvid chokolade med chili, honning og lakrids

Resten af året er jeg ikke stor indtager af chokolade, men når julen står for døren, i selskab med massive mængder fedt og alkohol, virker det som en passende trumf. Som barn fedtede man sig grundigt ind, når der skulle proppes marcipan i dadler, nougat i marcipan osv., og det svineri giver jeg glædeligt videre. Så udover de, af barnefingre nassede, klassikere, laver jeg hvert år nogle forskellige ting med chokolade. Det store slag står på søndag, men jeg tyvstartede idag fordi jeg havde en ide med noget af Johan Bülow’s rå lakridspulver.

Det er ret kradse sager, så skulle derfor sættes sammen med noget meget sødt og fedt for at skabe en vis balance. Jeg er ikke rigtig typen, der laver ting i nysselige forme med avanceret udstyr, så ville helst stadig have chokoladen som en omsmeltet plade på ca 15×20 cm., der så bare var tilsat noget smag. Lakridsen blev rørt op med smeltet honning, og derpå rørt løst i sammen med stødt chili og lidt havsalt. Såre simpelt og tog vel omkring et kvarter at lave.

Hvid chokolade er, efter min mening, et lidt mystisk produkt. Det smager ikke udpræget af chokolade og har en lidt sær konsistens, men hvis man køber noget ordentligt, har det en god fylde, der kan bære en masse forskellige yderligere smagsindtryk. Det er derudover ofte lidt blødere end mørk chokolade, og derfor nemt at arbejde med, rulle, forme osv. Den her opskrift kan derfor også sagtens, inden det stivner helt, skæres i stykker, der så formes til kugler, ruller eller hvad man nu har kreativitet til.

200 gram god hvid chokolade

2 spsk. honning

1 tsk. pulver af rålakrids

1-2 knsp. stødt chili

1 knsp. havsalt eller fleur de sel

 

Chokoladen smeltes over vandbad, blandes med salt og hældes derpå i et passende fad beklædt med bagepapir. Chili drysses over hele fladen. Honningen varmes samtidig i en kasserolle, bare til det bliver lidt mere flydende, og så røres lakridspulveret i. Det skal ikke piskes helt ud, da det giver god kontrast i konsistensen, at der er sprøde nister i. Med en ske drypper man honningen rundt omkring på chokoladen, og så rører man det lidt sammen, bare ved at lave streger igennem massen med en ske.

Det skal derpå stivne helt, og man kan så opbevare det som en hel plade eller skåret/brudt i små stykker og puttet i en glas eller dåse.

Related posts:

3 thoughts on “Konfekt – Hvid chokolade med chili, honning og lakrids

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>