Is med pigeon-æble og kanel.

Junior er gravid! Eller nej.., men det skulle man tro, da han i skrivende stund indtager peberpaté og varm mælk (adskilt, trods alt..), mens han ligger fasttømret på sofaen, ganske pacificeret af at døje med verdens nok mildeste forkølelse. Lidelsen har jo så også holdt moderen hjemme, så derfor tvang jeg tidligere det lille kræ i køkkenet, så han kunne bidrage lidt til husholdningen og lave dessert til vores gæster. Det må være rimeligt.

Lørdag aftens gæster er min søster og en gammel folkeskole-ven, der kommer til mad og spil. En gammel tradition, som vi holder ivrigt i hævd, da vi alle lider af en nærmest manisk begejstring for brætspil og rødvin. Så gamle er vi!! Måltidet vil bestå af okse-tværreb braiseret i stout og en masse urter, serveret med bagte tomater og kartoffel/pastinakmos med bagte hvidløg. En ganske robust omgang, bevares, men man skal vel ikke snydes for en lillebitte dessert af den grund.

Jeg havde oprindeligt tænkt mig at bage nogle pigeon æbler, og lave en kanel-is ved siden af, men blev pludselig så umådelig (jule)træt ved tanken. Blog-baggrunden er godt nok skiftet til vintermørke, men jeg vil derudover gerne bevare bare et anstrøg af julestemning til det rent faktisk bliver jul, og tanken om nysselige, kanelduftende, røde æbler i et ovnfast fad vil simpelthen blive for Signe Wenneberg yndigt. Smagene er vel blot vinterens, så besluttede at beholde de indkøbte ingredienser, og i stedet kombinere de to i en is. Dermed kunne jeg også få desserten af vejen i god tid. Jeg har gemt de dybrøde æbleskræller og kogt dem ind med sukker og balsamico, som et sirupsforsøg, der skal testes med isen. Herunder er de blot kogt, og projektet endnu ikke afsluttet. :-)

Jeg lavede det som en parfait (det gør jeg faktisk altid), altså piskede ingredienser, der blandes uden opkog, og derpå vendt med en afkølet mos af æbler og kanel.

Æblemos

5 pigeon æbler

1 spsk, sukker

1 spsk. vand

1 spsk. citronsaft

2 tsk. stødt kanel

Is

4 æggeblommer

70 gram rørsukker

2 dl. letmælk

1 vanillestang

3 dl. piskefløde

Mosen skal nå at køle ned, så den laver man først. Æblerne skrælles, kernehuset fjernes, og de sættes med låg over varmen med sukker, vand, citronsaft og kanel. Koger ca. 10 minutter og stilles til afkøling.

Æggeblommer piskes luftige med sukker og indholdet af vanillestangen. Hvis man vil have al vanillesmagen med, kan man ryste eller piske mælken med de flækkede stænger. Ellers smid dem i sukkerbøtten, hvor de gavner hele året. Mælk og æggemasse piskes sammen. Fløden piskes til let skum og vendes i. Man kan mose eller blende æblerne alt efter smag, når bare man får al væske og kanel med. Det hele vendes sammen, og smides enten i en ismaskine eller direkte i fryseren, hvor man så bare skal røre kraftigt et par gange. Jeg kørte den til softice konsistens i maskinen (derfor det noget smeltede udseende på billederne), og har så smidt den i fryseren så den sætter sig.

Da den jo ikke skal serveres endnu, og jeg derfor ikke har bestemt mig fuldstændig for tilbehør, brugte jeg bare noget pralin med hasselnødder, som jeg har lavet i enorme mængder med henblik på den snarlige konfektproduktion. Hvis den reducerede sirup bliver god, regner jeg med at finthakke lidt pralin, der vel vil fungere som en slags skridsikkert underlag for isen, og så et par dråber sirup rundt om. Jeg melder tilbage når jeg ved mere om udfaldet.

Related posts:

4 thoughts on “Is med pigeon-æble og kanel.

  1. Hej Sofie
    Ser rigtig fint ud, god ide med at gemme de røde æbleskind, tænker på om man kunne karamellisere dem, derefter hakke og servere isen på dem, så man slipper for den smelter for hurtigt ud på tallerken.

    • Ja det kunne man sikkert godt. Jeg endte med at hakke det og koge det ind med en hindbær/æble balsamico og honning. Vi får se hvordan det spiller sammen.

    • Hey.
      Undskyld, jeg har først lige set din kommentar. Det tager jeg da som et kompliment, men må også advare om at det er svært vanedannende at have sådan et aggregat. Selv jr. er blevet lettere besat af at finde ting at smide i maskinen. Jeg har aldrig været stor is-elsker førend jeg begynde at lave det selv. Der er noget meget betryggende og lokkende ved at se konsistensen ændre sig osv. Guf!

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>